Træf 2007

Hammondtræf hos Anton Stormlund 2007.04.04.


Herover er entusiasterne samlet hos Anton:
Bagerste række fra venstre: Andreas, Ole, Anton, Ole Erling og Peter.
Forreste række fra venstre: Preben (gæst), Hardy, Henning, Claus, Benny og John.

Sikke en dag. Der var virkelig noget at se på. Antons kinoorgel var virkelig imponerende og vi fik det demonstreret med Anton i sædet på en aldeles overbevisende måde med orgelets historie og beskrivelse forklaret på en både professionel og underholdende måde. Anton viste sig både at være en personlighed, god entertainer og en rigtig dygtig musiker.
En film som viste, hvad kinoorglerne lagde musik til manglede heller ikke og fra et kamera anbragt på en flere meter lang flyvemaskinemodel over orglet kunne vi på en stor skærm se Antons fingre trylle hen over tangenterne, mens vi nød den storslåede klang fra kinorglet.
Hammondorgler og leslier var der rigeligt af. A100, X66 og mere.
Med Anton på tangenterne fisk vi vist at en A100 kan alt fra at smelte damehjerter med ” amazing grace” til orgeljazz.

Det store lokale var indrettet i stilart svarende til kinoorglets byggeår, så så det hele etisk passede sammen. Rummet var også fyldt med fantastiske dampmaskiner, Nagra båndoptager, gamle tragtgrammofoner, store gamle elektriske tog og meget meget mere.
Derudover fik vi telegrafmuseet at se. En fantastisk verden helt uden plastik, men i mahogni og messing.
Det var svært at rumme så meget på så kort tid, Men Anton gav sig god tid til os og til at svare på alt, hvad vi spurgte om.

Christi Kinorglet, det eneste kinoorgel i Danmark, oprindeligt opstillet i en engelsk biograf i 1927 .
Bemærk 3 manualer, 3 volumepedaler, det hele trækkes af en 7,5 hestes elmotor.
De hvide knapper til højre over øverste manual er effektknapper. En af dem laver en nattergal, som laves ved at drive trykluft igennem et lille vandkar. Karret udtørrer nu og da for vand, så Anton må genoplive nattergalen ved at fylde karret igen.
Anton fortalte at Wurlitzer Kinorglet i Palladium ikke eksisterer mere. Klaviaturkassen blev solgt til en, der ville bygge det om til et el-orgel og piberne fordelt til mange mennesker. Ole Erling bekræftede at han havde fået et par stykker af dem og stadig har dem. Anton havde selvfølgelig et par stykker hængende i salen.

Hammond Concert E


Hammond Aeolian


(øverst) Hammond Concert E. Bemærk messingknapperne til venstre for tangenterne. Anton har selv drejet disse knapper. Specielt for dette orgel er to tonegeneratorer, som kan detunes glidende i forhold til hinanden ved hjælp af en messing drejeknap.

(nederst) Selvspillende Hammond Aeolian fra 1938 kun fremstillet i 200 eksemplarer. En virkelig sjældenhed. Vi hørte den spille så meget som den desværre ikke helt perfekte papirrulle tillod.

Vi fandt også et Hammond DX30 tonekabinet, som vi fik Anton til at skille ad, så vi kunne se den indvendigt. Vi undrede os over, at der kun var højttalerstof i toppen af den.
Er det Hammonds forsøg på at lave en leslie og omgås lesliepatentet?
2 højttalere var vinklet 90 grader i forhold til hinanden med en roterende cylinder med hul i siden til at modulere lyden. Lød lidt ala en en-kanalet leslie dog uden at nå samme dybde i modulatonen. Der blev oplevet, beundret, fortalt, diskuteret, erfaret og meget mere.

Ole Erling sidder her ved en Hammond X77 med tilhørende leslie, som til vores forbløffelse kun var bygget til at køre med høj hastighed.

Tiden gik alt for hurtigt, men sådan er rigtig gode arrangementer jo.

Tak til Anton for et rigtig godt arrangement og ligeledes tak til Preben for at deltage og uddele af hans viden. At se Antons samling kan varmt anbefales. Se mere her: www.kinoorgel.dk !

Leave a Reply